Nyheder

Et historisk Vinge-sus. Vinge får sin første butik

By december 17, 2021 No Comments

Et historisk Vinge-sus

Innovater A/S er del af den spændende opstart af Vinge by i Frederikssund Kommune. Ejendomsudvikleren har i alt 3 byggefelter, hvor der i den nærmeste fremtid opføres knap 200 nye boliger og en NETTO.

Det er ikke computerspillet SimCity, men det kan næsten opleves som sådan for, hvad kommer først i opførelsen af en ny by? Hønen eller ægget? I Vinges tilfælde var det en ny S-togsstation, dernæst alment boligbyggeri og næste skridt er etablering af privatejet etageboliger, punkthuse og en NETTO i overensstemmelse med den bæredygtige byplanlægning, som er omdrejningspunktet for Vinge.

Innovater A/S, der er den største private aktør i Vinge, opfører knap 200 boliger fordelt over både familieboliger og mindre livsstilsboliger, som dækker de efterspurgte behov, der er i forskellige stadier af livet. Boligerne er 1-4-værelses. Der er lagt vægt på fællesskabet og muligheden for at mødes og kunne dyrke/lave noget sammen som f.eks. fælleslokale, fælles tagterrasser, orangeri, aktivitetszoner mm. Derudover har alle boligerne enten privat altan eller terrasse.

NETTO etableres i stueetagen i byggefeltet tættes på S-togsstationen, så butikken bliver et naturligt stop og mødested for Vinges beboere, når de er på farten. Samtidig arbejder Innovater A/S også på at få etableret et apotek, café eller lignende i området.

De nye bygninger bliver både etagebyggeri og punkthuse for at skabe en blandet, varieret og hyggelig bydel, hvor inddragelse af naturen også er en stor spiller. Alle bygningerne opføres efter den anerkendte DGNB-certificering. Norconsult A/S er arkitekt og ingeniør på alle 3 byggefelter.

Ifølge Peter Søgaard, udviklingsdirektør hos Innovater A/S, har det tætte og tillidsfulde samarbejde med Frederikssund Kommune været en vigtig faktor for at kunne lykkes med så stort et greb, som skabelsen af et nyt byområde er. ”Når vi kan udvikle i et åbent og tillidsfuldt samspil, som det er tilfældet med Frederikssund Kommune, så opnår vi sammen bedre løsninger, og vi glæder os til, at udviklingen i Vinge for alvor tager fart. Selvfølgelig også tak til Netto for at se perspektiverne i at hoppe med ombord”, afrunder han.

”Vi i Salling Group har sammen med Innovater nøje vurderet potentialet i Vinge, og med de initiativer der allerede er i søen fra bl.a. Domea og Innovater, tror vi på et langsigtet solidt kundegrundlag til en Netto butik. Så vi glæder os til at tage del i Vinge Bys udvikling”, udtaler Carsten Hadsbjerg, Head of Development hos Salling Group

Borgmester for Frederikssund Kommune, John Schmidt Andersen (V) er også glad for den positive udvikling. ”Indkøbsmuligheder er jo noget af det, man forbinder med en by – og her er dagligvarer helt essentielt. Derfor er jeg rigtig glad for, at det første supermarked i Vinge nu er på tegnebrættet. Det vil blive et stort aktiv for de mange kommende nye beboere, og naturligvis også for de nuværende beboere i Vinge, Snostrup og St. Rørbæk”, oplyser han.

Alle 3 byggefelter er solgt til slutinvestor.

 

For yderligere information kontakt venligst

Peter Søgaard. Udviklingsdirektør, Innovater A/S. Tlf. 60 13 53 90. Mail: ps@innovater.dk.