Nyheder

Frem mod 2021 – EjendomsWatch

By januar 19, 2021 No Comments

FREM MOD 2021: Hvilke forventninger går profilerne i ejendomsbranchen ind i det nye år med, og hvad har været sværest i det helt ekstraordinære og coranatyngede 2020? EjendomsWatchs decemberserie giver ordet til Morten Lykke, adm. direktør hos udvikleren Innovater. Han mener, at der også er gode ting at tage med fra coronakrisen

Hvilke personlige forventninger går du ind i 2021 med?

Jeg er positiv af natur, så jeg tror på et spændende år er i vente for branchen og for Innovater. Jeg håber og beder til, at alle de brancher, der har taget tæskene for de mange nedlukninger og begrænsninger, får fulde huse og ekstra støtte fra centralt hold, men også at alle vi andre vil give den lidt ekstra gas med kreditkortet og sociale arrangementer.

Generelt har jeg tårnhøje forventninger til Innovater, og at mine medarbejdere kan flytte barren endnu højere indenfor projekt- og byudvikling. 2020 har været et stærkt år for os.

I det lækre havneområde i Odense er vi i fuld gang med at opføre Odins Brygge. Et spændende byudviklingsprojekt, der skal være med til at skabe liv og løfte området til et attraktivt opholdssted. Vi kommer med en fuld pakke med restauranter og cafeer samt 82 lejligheder, REMA 1000 og ALDI, apotek, bageri og et p-hus med 310 parkeringspladser.

Derudover har vi i Tingbjerg haft stor succes med at opføre og udleje de første privatejede boliger, som en del af en større byudviklingsplan for området. Boligerne er udlejet til ressourcestærke lejere, der ligesom jeg finder den multikulturelle og velbeliggende bydel uhyre interessant og attraktiv at bosætte sig i. Det spiller selvfølgelig også ind, at man får en 4-værelses for det samme som en 3-værelses i indre by knap en 1 kilometer væk, men som langsigtet ejendomsinvestor ville jeg smide alt på rødt og satse på, at området, med Utterslev Mose som nærmeste nabo, vil opleve nogle af de højeste værdistigninger indenfor den næste 5 års periode. Vi er også superstolte over, at NREP er med som investor ikke blot på den første etape, men også på de næste to etaper, som vi netop har igangsat med fokus på bæredygtighed og DGNB-certificeringer. En investering på mere en end halv milliard.

Mine forventninger er, at alt bliver grønnere og mere bæredygtigt, og hos Innovater har vi sat os for at have den grønne dagsorden med, som større eller mindre faktor i alle Innovater projekter fremover. Vi er ved at rejse os fra kravlestadiet til mere oprejst positur, men vi skal mere, og vi vil mere. Her i december afleverede vi f.eks. Danmarks første bæredygtige dagligvarebutik til Netto. Ved Bygholm Bakker i Horsens har vi opført en næsten energineutral Netto-butik i træ og med grønt sedumtag beklædt med solfangere, der giver energi til butikkens varmeanlæg.

Jeg har også store forventninger til, at markedet får øjnene op for værdien i eksterne Retail Parks, da nærmest alle kæder indenfor dette segment vil komme ud af 2020 med rekordresultater. Vi har sammen med Daugaard Pedersen netop igangsat det største nybyggeri i Danmark indenfor detailsegmentet under 2020/2021, hvor vi ved Næstved Storcenter opfører ca. 16.000 m2 box-shop-center med de stærkeste kæder indenfor udvalgsvare som ankerlejere. Med muligheden for at kunne placere over 300 mio. kr. i et projekt af nærmest ”BIG” kaliber, må dette være interessant for mange investorer.

Ser jeg ud blandt vores kollegaer i branchen, er der virkelig meget spændende i gang, så konkluderende har jeg positive og håbefulde forventninger til et godt 2021, og set for Innovater med øje for videreudvikling af projekt- og byudvikling, bæredygtighed og detail.

Hvad har været det sværeste for dig at håndtere under corona-krisen?

Hen over den weekend i marts, hvor renterne eksploderede og frem til en meget stille mandag morgen, opdagede jeg og sikkert mange andre, at træerne ikke vokser ind i himlen. Jeg havde selv i halvåret op til sagt ”når der en gang kommer en krise, bliver det ikke en ny Lehman Brothers, der kommer som en tyv om natten”. Men det blev så en ”Lehman Brothers”, bare meget mere voldsomt, da specielt renterne og aktierne reagerede kraftigere end man i den vildeste fantasi, ville have forudset. At man så midt i orkanens øje skulle ringe og maile til urolige banker, investorer, partnere og ansatte og fortælle dem, at det faktisk ikke så helt skidt ud mht. projekter, pipeline og for vores nærmeste samarbejdspartnere, det var ikke let. Det der gjorde det svært var, at folk sad hjemme i deres stuer og så TV2 News, CNN eller læste internationale finansnyheder, og her havde man besluttet sig for, at verden var på vej mod Ragnarok. Jeg arbejdede nærmest 24/7, men opnåede også at kommer gennem hele maskinrummet i butikken. Og modsat det sværeste, var det bedste at konstatere, at vi havde været tro mod vores forretningsmodel. Nemlig, at vi altid køber betinget af, at vores fremtidige påtænkte projekt kan gennemføres, og vi derfor ikke har en jordbank eller igangværende ikke solgte eller ikke positiv cash-flow sikrede projekter – men uha de første 1-2 uger var udmattende at komme igennem, da man opdager, hvor stor en berøringsflade vi har, og som alle trængte til en mail eller endnu bedre; et telefonopkald.

Hvad glæder du dig mest til, når verden igen på et tidspunkt bliver normal?

MIPIM 2021 kunne være et synonym på det jeg glæder mig til. En verden, hvor vi igen møder kunder, partnere, venner og familie med et håndtryk eller knus. En velfortjent middag ”mit alles” sammen med mine kollegaer, der gennem 2020 har slidt og slæbt og holdt Innovater fanen højt. Men også at vi tager de gode ting med fra corona-perioden såsom fordybelsen, roen, tid til familien samt at de lidt for hurtige drenge husker, at det faktiske godt kan gå galt og ikke bare opad. Jeg har selv et mål, om at skulle sove lidt mere i hverdagen og maile lidt mindre i weekenden. Slutteligt så glæder jeg mig meget til, at det bliver 2021, så vi kan komme i gang med at opnå nogle af de mål, vi har sat os hos Innovater, og at jeg personligt får lidt mere tid til sport og padel tennis, så jeg kan vinde over mine unge talentfulde kollegaer.